Vi havde allerede i slutningen af forrige session udstukket en kurs og sat i gang mod Pyramiden mod vest, hvilket hjalp gevaldigt på den indledende beslutningsproces, så vi kom flyvende fra start, kun hindret af DMs nyfundne passion for at lege Henrik Voldborg. Dog var Rip (eller var det Rap i dagens anledning?) lettere bekymret over skygger i skumringen. Samme bekymring kan man dog ikke sige var at forefinde blandt de to brødre da Tjavs vågnede op med en rift i halsen, men da Rip natten efter manglede en negl, åhh, så skulle man se postyr og omsorg fra de halvlange (det betyder "Halfling," Kasper). Pludselig skulle vi væk fra skoven og have ekstravagt og alt muligt. Forstår virkeligt at få en pige til at føle sig velkommen...

I mellemtiden faldt vi over en jagthytte med en død mand, der værdsatte hans trofæer til en overdreven grad, men vi fandt også hans dagbog, der antydede at folk, der tidligere har været genoplivet, er ved at miste livskraft ("Forbandelsen mod sydøst trækker i mig"), og som havde observationer om øglemændenes færden (slaver sydpå - varer nordpå) og om pirater i Jahaka Bay og Tath floden.

Herefter faldt vi over en statue (eller gjorde vi?), overgroet med planter, der angreb, så vi slog igen og blev belønnet med et sværd (Schatzjäger), som Rap erindrede tilhørte en kendt skattejæger ved navn Hyrum Kalvaus, der forsvandt for år tilbage.

Tredje nat forsøgte vi at stille fæller og være ekstra opmærksomme, men al indsats var forgæves da Rap faldt i søvn på den allerførste vagt, og nu må trækkes med en permanent bar plet lige over halebenet. Gad vide hvad det skal indramme. Rap nåede dog at få et glimt af tyven, og det var Rups morder!!!! DuN dUN DUUUUUUNNNN. Samtidig faldt Rap tilfældigvis over en ny ærkefjende, Philip Moss, et flabet omgang mos, der ikke værdsætter at blive vækket fra morgenstunden.

Pyramiden blev clearet som de kompetente eventyrere man nogen gange glemmer vi er, og som de helte vi også er, reddede vi en albino dværg ved navn Citigroup (det er det jeg har skrevet ned...), der var på jagt efter hjælp til sin klan i Hrakhamar (+minen Wyrmheart).

Før vi besøgte oraklet (for Pyramiden viste sig at være Orulunga), fandt Rap en tatovering med meget udførlige instruktioner ift. placering og vi stødte på en ny nemesis. En lukket dør. Hvad gemmer sig bag den? Guld? Items? Levels? Bossen? Ingen ved det, og vi finder næppe ikke ud af det, for vi kunne ikke åbne den.

Oraklet var ikke specielt oraklet, for hun (den/det) vidste kun noget om fortiden, men hun fortalte da at Ras Nsi, generalen for Mezro der havde bekriget Eshove imperiet, havde vendt sig mod Mezro (eller måske omvendt) og havde rejst en hær af udøde (måske dette var som del af "den frygtelige hævn" mod Eshove) som han sidenhen mistede kontrollen over og allierede sig med Dendar, Yuan-ti/slangeguden "den mørke slange". Yuan-ti folket er nu i gang med at slavebinde vestkysten af Chult.

Oraklet fortalte også at Acererak "den onde troldmand" havde dræbt de 9 guder, at ondskaben havde haft sit udspring fra byen Omu, at det onde ville svækkes hvis "dragen i minen blev dræbt" og at Nanny Pupu stod bag Mbalas forfald for flere hundrede år siden.

Vi afsluttede med at aftale at vi ville tage med albinoen til Hrakhamar og give et overslag på hvad det vil koste at redde byen.

Ingen god gerning forbliver ustraffet.

Det var ikke umiddelbart hvad der faldt vores helte først for da dagen startede med fest og farver og overlevering af hellige genstande, men det skulle vise sig at være dagens helt store tema.

Rap var ellers ikke meget for at give slip på sin nye ølhandske, men han havde jo lovet, så den ceremonielle overdragelse, der viste sig at være en ceremoniel handel, af Moradins Handske løb af stablen. Af taknemmelighed og som en del af ceremonien "købte" Sithi Handsken af Rap for en flaske lunken slangetis og lidt kropslir til Rap.

Hew var utålmodig, og med hans nyligt fremviste blodlyst, var det svært at afvise ham, så turen gik nu direkte mod de nedre niveauer af Wyrmheart minen.

Efter en hurtig recon, der viste at dragen ikke var hjemme, og en behørig koboldslagtning begyndte de fire at gøre de indledende overvejelser til en fælde, men før de nåede så langt, fik vores helte derimod dragen (og dens lynild) i nakken.

Rap var (lyn-)hurtigt nede og Hew ikke langt derfra. Situationen var grel. Gode råd var dyre.

Gud- eller Urogalan-skelov var det nyeste element ikke blot en tosse med en blodtørst, og hun hev et mindre mirakel op af salmebogen, da hun formåede at forbande den unge drage til inaktivitet og samtidig fik Rap på benene igen.

Selvsamme Rap fandt nu ud af hvorfor 9 ud af 10 tandlæger anbefaler at man ikke indgår blodpagter. Da han ceremonielt solgte Moradins Handske til Sithi, gik han imod betingelserne i den kontrakt han underskrev med Wakanda 4 Life, og han havde mistet sin evne til at transformere sig til dyr.

Katastrofalt tidspunkt at glemme sin bachelor i kontraktlov.

Med Rap emotionelt og metafysisk krøblet, Hew nede på sine sidste deciliter blod og Inge hårdt koncentrerende om at hold forbandelsen kørende, var scenen igen sat til at Rip skulle banke pil, sværd og dagger ind hvor de kunne gøre maksimal skade.

Det var tid til at Rip nok engang blev dagens helt.

Desværre var han mere interesseret i at fremprovokere dragens lynild end at dræbe, så de få angreb dragen fik presset igennem den guddommelige forbandelse gjorde maksimal skade.

Først blev Rap sendt til tælling igen, og dernæst røg Inge ned kort efter at hun fik stabiliseret Rip.

Dragen var nu fri til at agere. Rap og Inge var nede og Hew var stadig på dødens rand. I desperation mere end troen på et favorabelt resultat kastede den halvlange sig frem med sit syngende sværd foran sig, og ved et lykketræf af en anden verden var det nok til at trække den sidste livskraft ud af den unge drage.

Alt var fryd og gammen. Men ikke længe. Blandt roguen og barbaren, der var de eneste ved bevidsthed, var der ikke megen iboende healing, og før de kunne finde en potion frem, var Inge udåndet.

Dagens gæst. Men sikke én.

Hvis man skal pege på bare ét ord der kendetegnede vores længe ventede tilbagevenden til Chult, så kan man ikke komme uden om ”Ansvarlighed” (med stort A).

Stilen blev lagt af et par af dagens aktørere, da de (meget ansvarligt) afbrød deres cykeltur pga. glat føre, og det havde absolut intet at gøre med nedbør eller luftens temperatur. Og cyklen blev naturligvis med stor ansvarlighed låst så ingen af Gunløse bander kunne stjæle den. Meget ansvarligt.

En tredje aktør valgte ligeledes meget ansvarligt at opfylde sine professionelle forpligtigelser før han opvartede gæster. Rosværdigt og inspirerende arbejdsindsats.

Og så var Silas der også. (Se AI overlords forslag til et billede af "Silas Mellor")

Et forslag om mådehold, urteté og yoga blev hurtigt vetoet af en hvis banjospillende

drønnert, der dog tillod den stakkels anmoder en kop kaffe (-stout).

Straks ud af startblokken blev de ellers så modne (ikke ’modne’ som gamle, men som i voksne, ansvarlige) Rap og Ronnie overtrumfet af Rip, der bare stormede ind i nærmeste tempel (vi er åbenbart vendt tilbage til vores gamle spidskompetence: Gravskænding) og naturligvis endte han med at blive lemlæstet af en slangeleopard (eller måske i virkeligheden en leopardslange, eller måske én af hver, for der var to af dem), så hans hårdtprøvede kumpaner måtte træde ind og redde ham nok engang.

Det viste sig alt sammen at have været ligegyldigt, for foruden de to bæster vi fik disponeret, lå der et tredje død foran ingangen, og et hurtigt blik indenfor antydede kuben vi kom efter var blevet neglet. Gamle Peter fortalte at hans tidligere følgesvende, Red Wizards, muligvis havde været der. De var i alle fald også interesserede i kuberne og byen.

Upåagtet og uden mindste tegn på taknemmelighed over at have fået reddet sin røv nok engang trampede Rip videre indtil han ramte en smal bro henover Omus svar på Aarhus Å, dog med markant mindre ”irske” værtshuse. Et åbenlyst sted for et baghold, så pludselig fik han travlt med at skubbe Ronnie ud foran sig på broen.

Det gik jo hverken bedre eller værre end at Ronnie straks åd et halvt pilekogger og (ganske fornuftigt) valgte at kravle tilbage mod kendte breder.

Rip derimod så chancen for hæder og ære, nu hvor hans kompagnon havde taget imod det værste, og stormede frem mod ukendte fjender. Chokeret over at hans bror kunne være så letsindig så Rap måbende til, men chokket fortog sig, og efter at han ansvarsbevidst havde hjulpet Ronnie på benene igen, stormede han efter Rip lige akkurat tidsnok til at redde brormand fra en sociopatisk kat.

De sociopatiske træk blev dog lettere at forstå efter han fortalte at han var blevet navngivet ’Løgposen’, og hans generelle medgørlighed øgedes ærligt talt markant efter vi fik taget hans våben fra ham.

Løgposen var åbenbart taget til Omu sammen med et par andre katte, men ikke uventet når vi snakker katte, så var det ikke samme mission, og han viste en forventelig mangel på interesse ift. ting der ikke kom ham selv ved. Dog kunne han fortælle at ’Lanternen’ var gammel og ude efter en værdig krigerdød, og Kobberklokken (ja, jeg ved godt det er tåbelige navne, men der kan jeg kun henvise til DM) søgte en skat i et amfiteater. Et amfiteater Peter den Gamle også havde nævnt som et udflugtsmål for de Røde Troldmænd. De Røde Troldmænd havde Løgposen forresten også set gå mod Omus arkitekttegnede rådhus. Løgposens egen mission var jagten på en klokke der kunne dreje tiden tilbage. Hvordan? Hvorledes? Hvor mange muligheder brugen af en sådan genstand kan gå galt? Hvem ved, for Løgposen stak mens Rap skulle have holdt øje med ham. Givetvis fordi Rip foretog sig etellerandet uforsvarligt og distraherende.

I alle fald tissede Rip og Ronnie i Løgposens suppe og gik til køjs.

Afsted mod næste tempel, dette dedikeret til discosneglen Unkh, hvor vores tre helte og oldningen Peter blev mødt af sneglens lommefilosofiskeslogan: Unkh synes du skal overveje alle muligheder før du agerer. Meget mundret, og ikke specielt hjælpsomt, især når man har med så ansvarsfulde helte som Rap og Ronnie at gøre. Desværre var Rip der også, så efter en omgang slå-på-zombie (de udøde eller måske deres mester, har åbenbart også en interesse i templernes skatte), fik Rip lokket stakkels mindrebemidlede Ronnie til at udløse skattens fælde – et stød på den anden side af et 9 voltsbatteri på tungen. Rip og Rap gispede i genkendelse og bad DM ryste posen med de der fælder.

Endnu engang så Rip sit snit til at stjæle hæder og ære efter at hans meatshield havde taget det værste af skaden, og nok en kube blev fundet. Ronnie var ikke helt sikker på at det var dét værd, men Rap og Rip var overbevist om at hvis så mange andre var efter dem, så måtte de være noget værd.

Efter en meget ansvarlig beslutning om et kort hvil faldt valget om næste udflugtsmål på templet dedikeret til Moa, en fuld svensker en giftslange, men ved nærmere eftersyn lå templet på en tinde omgivet af lava, og afstanden var mindst halvanden hegnslængde, og med en tidligere, højtelsket og beundret rejsekammerats tragiske dødsfald i en lignende situation i mente, fik Rip og Rap Ronnie overtalt fra at prøve. Tjejen må vente lidt længere på at blive penetreret af vores friske killar.

Som en sidebemærkning skal det nævnes at dette var øjeblikket, hvor Chults flora blev beskrevet så poetisk og malerisk, at man næsten følte sig hensat til denne magiske tropeø. Jeg citerer frit fra hukommelsen: ”Der er meget af den.”

I sandhed en af dette årtusindes uslebne lyriske diamanter vi er så heldige at have for bordenden.

Vejen mod næste tempel gik forbi en større bygning der lignede det lokale jobcenter med nogle mystiske symboler, som Ronnie højst overraskende kunne tyde som værende de forskellige magiske ’skoler’.

Ingen var klædt i gult og blåt, og ingen havde rigtigt lyst til en tur på skolebænken, så det blev noteret og de tre (plus Peter) gik mod templet, der viste sig at være til en vred koala ved navn Opulacka (Obo'laka - Red.).

Rip havde stadig ikke lært sin lektie, så valgte nok engang at gå ind alene. Denne gang afholdt templets vogter - sjovt nok en vred koala, der virkede lidt ensom, måske fordi den var så vred - sig fra meget mere end at skule vredt fra skyggerne, så de knap så ubetænksomme kunne også liste frem og læse Opulackas guldkorn: Opulacka lærer os at træde varsomt og blive i lyset.

Slet ikke ildevarslende så faklerne blev fundet frem og placeret med løs hånd. En blindgyde med en pøl og et Sol/Måne tema var ved at blive endestation indtil Rap og Rip, nok mest af alt i spøg, overtalte Ronnie til at tage en dukkert. Pist væk og pludselig i et næsten spejlvendt rum, nu med et Måne/Sol tema. Helt feje var de to brødre dog ikke, så de dukkede op straks efter og kunne se noget af en scene foran sig.

På væggene hang 8 fakler (samme antal som der var lysfatninger ved indgangen) og i midten af rummet stod en troldmand som forstenet rækkende ud efter templets kube. Ved nærmere eftersyn var det ikke ”som forstenet”. Manden var blevet til sten i det øjeblik han rørte ved kuben.

Ingen havde rigtig lyst til at være først til at gøre tryllerik efter, så der blev kigget på resten af lokalets udstyr.

Faklerne viste sig at være magiske af natur og tændte af sig selv efter slukning, men da de ikke virkede efter en tur i vandet, hjalp det ikke synderligt.

Pludselig kom Rap i tanke om at han som protektor i Dyrenes Beskyttelse havde fået et gavekort til 4 aber, som han straks hidkaldte og bød den første hente kuben til far Rap. Det gik naturligvis hverken værre eller bedre end forventet, men som en anden Dr. Mengele havde Rap nu fået smag for konceptet ”forsøgsdyr” og mens frygten stod malet i ansigterne på de stakkels, yderst loyale abekatte, udvalgte Rap nøje sit næste offer hjælper.

Den blinde lydighed dyrene udviste var næsten det værste, og det var sandsynligvis dette, der fik Rip til at påpege at der måske skulle forsøges noget andet/mere inden næste abe blev spildt. Rap plaprede løs om ”kontrolforsøg” og anden volapyk, men gik dog med til at forsøge at slukke faklerne inden næste abe blev ofret rakte ud efter kuben. Samme mangel på resultat, medmindre en endnu en lille abestatue var formålet, og ej heller relokationen af faklerne gennem pøl-portalen havde andet resultat.

Rip var begyndt at kede sig (eller måske kunne han blot ikke holde ud at se flere aber gå tavse og lydige til deres sikre død), så han bankede lidt på nogle vægge og fandt en hemmelig gang, der førte til indgangen af templet, vel og mærke uden om pølen, så nu blev de magiske fakler fragtet rundt og denne gang forblev de magiske. Den sidste abe rystede som et espeløv af glæde over at kunne tjene hvor dens brødre havde fejlet, og blev belønnet med et anerkende nik fra far Rap da den afleverede kuben til ham.

Det blev fejret med en omgang maveforgiftning for Rip og Ronnies vedkommende, som det jo sig hør og bør. Ronnie mistænkte Rip, men andre foreslog Løgposen.

Dagen derpå fandt de tre helte og gammelfar et udkigspunkt midt i byen hvorfra de kunne spejde et par templer, og at Omus arkitekttegnede rådhus blev bevogtet.

Dernæst gik turen til det magiske jobcenter/voksenskole, der var oversvømmet og havde diverse magiske dingenoter i stueetagen – ikke noget forfærdeligt spændende så 1. salen blev målet. Eller gjorde den, for trappen virkede pludselig meget lang og uden nogen egentlig destination indtil Rap løste mysteriet, da magien mindede ham om en af de måder han selv holder sine forsøgskæledyr fanget sikre. Og pludselig stod vi på en 1. sal med flere dingenoter, bøger og deslige, samt et par levende skeletfugle, som jeg naturligvis husker alt om, men det kan være svært at gætte den præcise art ud fra bare et skelet, så lad os sige en papegøje og en ugle.

Samtidig var der et kort over byen, som oldingen forklarede var et scrying map, hvor man kunne sige et navn og se hvad den person lavede, hvis de vel og mærke var indenfor kommunegrænsen. Forsøgene var begrænsede, og Rip spildte naturligvis et par af dem, men Peter den Gamle havde givet os navnet på de Røde Troldmænds leder (Chaka Loveless, en kvinde – onde tunger, måske Rap, antydede at hun måtte være et diversity hire…) så heltene fik indsigt i hendes gøren og laden. Det viste sig at hun var i gang med at angribe Moas tempel, men blev holdt tilbage af diverse fælder og andet godt. Ganske fornuftigt sendte hun flere bølger af undersåtter ind foran sig. Meget kompetent. Måske Rap ikke skulle være så fordomsfuld.

Ronnie var straks klar på at tage mod Moa, men Rip og Rap havde ikke glemt deres gamle drukpartner, Azaka, så nærmest som en eftertanke prøvede de hendes navn.

Og heldigt at de gjorde. Hun blev jagtet af en regnbuefarvet T-Rex (Ronnie foreslog meget vittigt at kalde den LGBT-Rex, men ingen af de andre synes det var sjovt. Ronnie mente at det nok bare var fordi de andre ikke var kloge nok til at fange den!) igennem det letgenkendelige amfiteater.

Kuber, giftige svenskere og kompetente troldkvinder var sekundært. Rip og Rap længtedes efter lugten af tisvåde trusser, så turen gik over stok, sten og Omu Å op til amfiteateret, hvor en gang kat og mus udspillede sig, men tigervennen Azaka var her musen til det gigangtiske rovdyrs kat.

Rip forsøgte at slippe uset hen til Azaka for at hjælpe hende med at flygte, men skader og frygt lamslog hende og pludselig befandt Rip sig mellem kæberne på terror-øglen. Rap og Ronnie sprang straks til (eller Ronnie gjorde, Rap blev som sådan bare stående og skulede ondt til øglen.)

Ronnie tævede løs med alt han havde mens Rip blev knust i gabet. Rap formåede at trylle Rip ud, før denne blev slugt helt eller halvt, men som tak fik han øglens opmærksomhed, hvilket han absolut ikke skulle nyde noget af, så han prøvede at få Azaka på benene igen så han havde nogen flere varme kroppe mellem ham selv og dino, nu når han ikke havde flere aber at gøre godt med.

Ronnie tævede stadig løs og mente selv at han gjorde god skade, og det var i hvert fald nok til at T-Rexen for en stund fokuserede på ham, og straks var Ronnie næste gæst i gabet, men han formåede dog stadig at hakke løs. Raps motiverende ord må have haft en effekt for pludselig sprang Azaka til, og druiden Rap må have inspireret hende på anden vis, for hun forvandlede sig til en tiger inden hun nåede dinosauren, og tog for sig af retterne.

I mellem tænderne på bæstet var Ronnie ved at miste bevidstheden, og da Rap så lidt vægelsindet ud ift. om han skulle bruge et slot på Ronnie måtte sidstnævnte minde Rap om at det nok ikke var så let at finde en ny tank herude i junglen.

Øglen fik dasket tigerdamen til døde før Rip akkurat fik sat det sidste stød ind på dinosauren, så Rap måtte bruge hans sidste slangetis til at redde hendes liv. Hun var meget taknemmelig og fortalte ting, som vi jo alle kan huske, så det behøver jeg naturligvis ikke genfortælle.

Rip blev hyldet som en helt for at have nedlagt det kæmpe bæst, selvom Ronnie nu nok mente at han havde ydet mere end sin del, men Rip fik meget hjælpsomt forklaret Ronnie at han huskede forkert pga. alle de hjernerystelser han havde taget imod.

Og så blev Rip alligevel helten.

I dag var en god dag. Rip og Rap er nogle spøjse fyre, men rigtigt flinke, og selvom jeg ikke rigtig forstår hvad der er vi laver, så føles det vigtigt og godt. For første gang i mit liv har jeg et formål, og måske endda venner. Det føles som om jeg har fundet min plads her i livet. I morgen bliver endnu bedre. Jeg kan mærke det.

- sidste indlæg i Ronald ”Ronnie” Hjorts dagbog